De Eneståendes Klub

- Jyllandsposten Lørdag d. 3 marts 2001

Sejlklubber, sangerfællesskaber og scoreforeninger. I kampen for at møde nye mennesker – og måske finde en kæreste – kaster flere og flere sig ud i nye interesser, for hvordan mødes man ellers? Igennem tre år har en voksende flok københavnere mødtes om det at møde hinanden, og for initiativtageren Kristine Foss er det en succes.

Der sidder 120 mennesker på Base Camp. Det er lørdag formiddag, og umiddelbart ser det ud, som om de kender hinanden.
Hjemmevante finder de plads i sofaerne for at høre Naser Khader holde foredrag, men ser man nærmere efter, kan man se at en stor del af dem lidt usikkert lader blikket glide hen over forsamlingen for at se, hvem de andre er.
For en stor del af de 120 mennesker, der er mødt op, kender slet ikke nogen i forvejen. De er her alene, fordi københavnerpigen Kristine Foss for tre år siden fik en idé som hun siden har ført ud i livet igen og igen.
Hvordan møder man nye mennesker? Hvordan udvider man sin bekendtskabskreds uden nødvendigvis at skulle vælte sig i sejlklubber, sangerfællesskaber og scoreforeninger? Og hvordan sikrer man sig alligevel, at alle disse helt nye og ukendte mennesker har bare lidt til fælles med den verden, man selv lever i? Og nåja – når alt det er sagt – hvordan finder man en kæreste, hvis man er alene?

Ikke bare for at kysse

De spørgsmål sad Kristine Foss og tumlede med for tre år siden, efter hun havde tilbragt en periode i først Norge og bagefter Paris, hvor hun mente at have oplevet, at kontakt til nye bekendtskaber var nemmere at etablere.
Hjemme igen tog den dengang 28 årige på-vej-til-at-blive-designer en beslutning om selv at gøre noget ved tingene, og i de mellemliggende tre år er det blevet til fægtelektioner, selvguidede ture på Louisiana, søndagsbrunch, gåture, besøg på Planetariet og selvarrangerede kirkekoncerter.
Det meste af det oplevelser, som det ville være naturligt at kaste sig ud i med venner eller kæreste, men Kristine Foss har hver gang udvidet sin – og andres – vennekreds med sine ideer.

Kun på anbefaling
”Først ville jeg udelukkende lave arrangementer om søndagen og om eftermiddagen, for selv om jeg faktisk var lidt desperat efter at få en kæreste, så gad jeg ikke, at det skulle være en singleklub, hvor vi bare mødtes for at drikke os fulde og score. Man skulle også have lyst til faktisk at møde nye mennesker” fortæller hun.
Men Kristine Foss fortæller med et grin, at hun måtte sande, at det især var svært at få mænd til at dukke op til arrangementerne, hvis ikke de involverede en afskygning af fest om aftenen bagefter.
I dag er De Enestående hverken en klub eller en forening, men hen over de sidste tre år har det udviklet sig til en slags bekendtskabskreds, der udvides, hver gang Kristine Foss tager initiativ til et arrangement.
Selv bedyrer hun, at det ikke er nogen egentlig single-ting, men udgangspunktet for overhovedet at være med er, at man er uden kæreste – og især at man kender nogen i kredsen, så man ad den vej bliver inviteret.
”Hånden på hjertet – uanset hvor gerne man vil møde nye potentielle venner – og såmænd også nye potentielle kærester – så gider man jo ikke møde hvem som helst, og jeg har aldrig haft intentioner om, at det skulle blive en offentlig klub, hvor man bare kunne melde sig ind. Derimod oplever jeg, at der er en slags tryghed og fællesskabs i fornemmelsen af, at vi på en eller anden måde voucher (dækker ind red.) for hinanden fordi vi jo har inviteret hinanden med, mår vi mødes” fortæller hun.

Glemte alt om kæresteri.
I denne uge kunne Kristine Foss sammenrend af De Enestående mennesker fejre, at hun i tre år har kunnet blive ved med at finde overskuddet til at samle mennesker i nye konstellationer, og sidste uges arrangement bar præg af, at Enestående fra flere årgange var mødt op for at hylde ideen. Så mod de normalt 15 mennesker en søndagsbrunch har kunnet samle eller de omkring 40 mennesker, der er mødtes omkring fægteundervisning og efterfælgende fest, så mødtes 120 på Base Camp til en Enestående dag.
Som alle de andre gange var festen først det, der skulle ske om aftenen, og i løbet af en formiddag tog hold på 10 personer ud på opdagelse som vinterbadere, opvaskere på Christiania, balletdansere på Det Kgl. Teater, botanikere på en vandbus og meget andet for at skilles til festklargøring med en lidt tydeligere fornemmelse af nye bekendtskaber.
Som en af festdeltagerne sagde, da middagen gik over dugen på ABC-Teateret samme aften, ”så glemte man jo hurtigt alt om kæresteri, fordi det var så sjovt at møde nye mennesker”
Og vel var der lir i luften, da den levende musik lokkede selv de mindst danseduelige på dansegulvet, og netop fordi det var en slags jubilæumsfest, var det muligt at se frugter af tidligere Enestående arrangementer dukke op parvis, men et eller andet sted i oplevelsen var det lykkeligt fortrængt, at det var udgangspunktet.

Bliver ved trods kæreste.
Kristine Foss ligner selv en happy end på singletilværelsen. I et år har hun været kæreste med Henrik og flere gange har hun overvejet, om ikke de Enestående havde fået nok, men indtil videre kan hun ikke få sig selv til at stoppe legen.
” Jeg har en del par-venner, som bliver ved med at plage for at komme med til arrangementerne, for de har hørt, vi har det kanon sjovt, men det er stadig ideen, at folk skal være single for at være med. Og med de tilbagemeldinger jeg får hver gang, så bliver jeg nok ved lidt endnu”, siger de Enestående udelukkende er en fritidsforetagelse ved siden af det gangske almindelige fuldtidsarbejde.