Den kreative klasse

Børsen februar 2010

In-mødestedet for unge morgendagens ledere.

Fosscircles kører på 10. år som netværk for de yngre højt uddannede karrieremennesker i gode stillinger. Kristine Foss 39 år, er netværkets omdrejningspunkt og styrker nu konceptet.

Det er sent på eftermiddagen. Stedet er café Quote på Kgs. Nytorv i København hvor unge/modne kvinder og mænd lidt søgende stiger op ad trappen til 1 sal i restauranten. Nogen kender hinanden i forvejen,, mens andre tilsyneladende er nye i selskabet. Stemningen er god og alle modtages hjerteligt ved indgangen af Kristine Foss, 39 år, arrangør af mødet på det københavnske in-sted.
Midt i lokalet er aftenens foredragsholder ved at varme powerpointen op, mens der snakkes lystigt i lokalet, og de efterhånden mange gæster nipper lidt til drinks- og ølglas. Temaet for taleren er brugen af det sociale netværk Facebook i forretningen.
Ved bordene udveksles visitkort og samtalerne går lystigt om business. Det sker med en betydelig åbenhed, da en deltager f.eks. uden større blussel fortæller om en forretningsidé, som han brænder for at realisere på nettet.
Kristine Foss byder velkommen til aftenens taler, der sætter fuld drøn på powerpointen ind i Facebooks forunderlige forretningsverden.
Sådan sættes scenen til et arrangement i Fosscircles. Og sådan er den faktisk blevet sat i mange år, hvor Kristine Foss har drevet denne helt specielle netværksvirksomhed for unge/modne karrieremennesker i gode stillinger i København og nordlige omegn. Eller med en betegnelse fra Børsens verden: Morgendagens Ledere, der er godt på vej i karrieren og har lyst til nye trin på karrierestigen.

Stemningen afgørende

Den gode stemning er ikke helt tilfældig, for lige præcis den er det meget magtpåliggende for Kristine Foss at skabe og ifølge hende den måde, at Fosscircles adskiller sig fra andre businessnetværk. Virksomheden har igennem årerne udviklet sig fra en hobby til en egentlig virksomhed for hende.
” Jeg er god til at skabe de helt rigtige rammer for den slags sammenkomster, hvor det hele opstår på samme tidspunkt” lyder det fra Kristine Foss, der oprindelig er designer uddannet på Danmarks Designskole og med denne uddannelse har arbejdet som indretningsarkitekt. Dermed mener hun også, at hun har det rette udgangspunkt for at sætte scenen i et rum, hvor mennesker føler sig godt tilpas og derfor er trygge ved at kommunikere med hinanden, som er hele netværkets idegrundlag.
” Vi kan ikke nøjes med at mødes på nettet i sociale netværk, vi bliver nød til at mødes i det virkelige liv,” pointere Kristine Foss, der nu har drevet sin netværksvirksomhed på denne lidt uformelle måde lige ved 10 år. Konceptet har været det samme, simpelthen fordi det har vist sig at virke, og det samtidig bevarer loyaliteten blandt netværksmedlemmerne, lige som der også hele tiden tiltrækkes nye medlemmer.

Modebevidste

Betegnelsen ”in-mødestedet for morgendagens ledere” som overskriften på denne artikel kalder netværket, er ikke helt ved siden af, da kriterierne for at være medlem i Fosscircles er, at man er unge/moden, har en højere uddannelse, er beslutningstager og meningsdanner. Dertil skal medlemmerne være modebevidste forbrugere, der reagerer på ”word of mouth”, dvs. at de er mentalt klar til at rykke. Optagelse i Fosscircles sker desuden ved anbefaling fra andre medlemmer, hvilket ifølge Kristine Foss kvalitetssikrer medlemskredsen. Eller som hun selv siger til medlemmerne: ” You set the standard”

Uændret koncept

960 medlemmer er kommet igennem nåleøjet til ”Fosscircles”, hvor der betales fra gang til gang, men ikke er et egentligt medlemskontigent. Denne lidt uformelle stil i mødeaktiviteten arbejder Kristine Foss imidlertid netop nu på at formalisere, således at der i fremtiden bliver indført et medlemskontigent. Men konceptet for netværket ændres ikke af den grund, og idegrundlaget om, at mødes med et åbent og nysgerrigt sind i afslappede rammer vil også bestå helt uforandret.

Kristine Foss er ikke tilbageholdende med at løfte en lille smule af sløret for, hvad der gør hendes netværk så unikt. Det er efter hendes opfattelse to små ord: respekt og oprigtighed. Sådan møder hun sine medlemmer og dermed lægges der en tone i netværket, som alle kan lide og gerne vil deltage i.

Almen dannelse

Kristine Foss mener ikke, at det er en særlig spirituel måde at gribe organiseringen af netværket an. Efter hendes opfattelse er der blot tale om det, som hun betegner som almen dannelse, som når alt kommer til alt, er den måde som alle mennesker godt kan lide at omgås med hinanden på. ”God attitude” kalder hun det også, idet hun har defineret fem gode regler til medlemmerne om, hvad god attitude er.