Man ved aldrig, hvor hjælpen kommer fra. 

Kristine Foss lever af at møde mennesker og få dem til at lære andre mennesker at kende, så de sammen kan skabe en større sammenhæng. – Jeg elsker at hjælpe andre. Bliver jeg spurgt om noget, så går min hjerne automatisk i gang med at afsøge muligheder. Sådan har jeg altid haft det. Jeg har talent for at bringe folk sammen. Jeg bliver næsten helt høj af oplevelsen af to mennesker, der møder hinanden igennem mig og får værdi ud af det, siger Kristine.
Nogle af de projekter, hun brænder mest for at realisere, handler om at formidle kontakt imellem erhvervslivet og humanitære organisationer.
I øjeblikket er hun i gang med at sikre støtte til foreningen Børn og unge i voldsramte familier ved at finde virksomheder, der gerne vil styrke deres sociale engagement.
Jeg kunne selvfølgelig arbejde på bare at skaffe foreningen indtægter igennem bidrag, men jeg synes, det er endnu bedre, hvis man også kan tilføre viden og arbejdstid fra mennesker, som kan give foreningens arbejde et løft, siger.

Drivkraft at kende mange mennesker

Indtil jeg var 16 år, levede jeg langt ude på landet, hvor der var meget få mennesker at møde. Da jeg så flyttede til Sjælland og fik oplevelsen af at kunne kende mange, blev det simpelthen en enorm stor drivkraft for mig. Som ung gik Kristine på Danmarks Designskole.
Jeg havde venner, der gik på Designskolen, som jeg selv, og flere venner, som læste jura, og jeg oplevede, at når vi var sammen og festede, så skete der det samme hver gang: Folk faldt ind i de samme mønstre, og der var ikke særlig meget energi. Det syntes jeg var lidt ærgerligt. Jeg har altid elsket at holde middage og at føre mennesker sammen, og jeg har aldrig været bange for at åbne mit hjem for fremmede eller for at inviterer et menneske, jeg lige har mødt med hjem på middag, siger Kristine.
Det blev til idéen om at afholde fredagsbar for voksne, hvor mennesker, hun kendte, inviterede de nogle udefra med ind, så man på den måde udvidede bekendtskabskredsen. Fredagsbarerne var et fænomen, der startede stille og roligt op, men udviklede sig hurtigt fra at være en hobby til at blive en virksomhed, som Kristine drev sammen med en ven, der er DJ.
Til sidst var vi 1100 mennesker. Vi mødtes ved en fredagsbar en gang om måneden, og samværet var omdrejningspunktet – fagligt og socialt. Konceptet lukkede imidlertid i december sidste år. Tiden var inde til, at Kristine skulle realisere en anden af sine visioner, nemlig FossProjects, hvor hun ud over projekt- og konsulentarbejde, også holder foredrag om og underviser i betydningen af at bruge sine kontakter og i, hvordan man møder nye kontakter.

Åbenhed og generøsitet

Ifølge Kristine handler det at netværke om tre ting.
Den første er generøsitet. Man skal være villig til at yde uden at vide, hvad man får tilbage. Der kan være mennesker, som altid beder om hjælp uden at give det mindste igen, og så lærer man at sige fra. Det andet er, at man skal holde sig nysgerrig og åben. Hvis man er lyttende og forholder sig opmærksomt til det, folk gerne vil fortælle en, så er langt de fleste kun glade for at kunne hjælpe, og så er det vigtigt at huske, at man ikke altid kan gennemskue, hvor hjælpen kommer fra. Det er vigtigt at have mål, men mindst ligeså vigtigt at holde sig åben over for tilfældigheder. Det tredje handler om pli – om at opføre sig ordentligt. Det kan virke ekstremt banalt, men det er væsentligt, når det handler om netværk. At være en god netværker betyder, at man er i stand til at opføre sig sådan, at man bliver både husket og respekteret. Almen dannelse er en vigtig del af de sociale kompetencer, siger Kristine, der klart er drevet af alle de muligheder, livet byder den, der forstår at netværke og dermed at være en del af et team.
Vi kan så meget, hvis vi trækker på hinanden og dermed bruger hinanden og os selv på den gode måde.

Fosscircles kører på 10. år som netværk for de yngre højt uddannede karrieremennesker i gode stillinger. Kristine Foss 39 år, er netværkets omdrejningspunkt og styrker nu konceptet.

Det er sent på eftermiddagen. Stedet er café Quote på Kgs. Nytorv i København hvor unge/modne kvinder og mænd lidt søgende stiger op ad trappen til 1 sal i restauranten. Nogen kender hinanden i forvejen,, mens andre tilsyneladende er nye i selskabet. Stemningen er god og alle modtages hjerteligt ved indgangen af Kristine Foss, 39 år, arrangør af mødet på det københavnske in-sted.
Midt i lokalet er aftenens foredragsholder ved at varme powerpointen op, mens der snakkes lystigt i lokalet, og de efterhånden mange gæster nipper lidt til drinks- og ølglas. Temaet for taleren er brugen af det sociale netværk Facebook i forretningen.
Ved bordene udveksles visitkort og samtalerne går lystigt om business. Det sker med en betydelig åbenhed, da en deltager f.eks. uden større blussel fortæller om en forretningsidé, som han brænder for at realisere på nettet.
Kristine Foss byder velkommen til aftenens taler, der sætter fuld drøn på powerpointen ind i Facebooks forunderlige forretningsverden.
Sådan sættes scenen til et arrangement i Fosscircles. Og sådan er den faktisk blevet sat i mange år, hvor Kristine Foss har drevet denne helt specielle netværksvirksomhed for unge/modne karrieremennesker i gode stillinger i København og nordlige omegn. Eller med en betegnelse fra Børsens verden: Morgendagens Ledere, der er godt på vej i karrieren og har lyst til nye trin på karrierestigen.

Stemningen afgørende

Den gode stemning er ikke helt tilfældig, for lige præcis den er det meget magtpåliggende for Kristine Foss at skabe og ifølge hende den måde, at Fosscircles adskiller sig fra andre businessnetværk. Virksomheden har igennem årerne udviklet sig fra en hobby til en egentlig virksomhed for hende.
” Jeg er god til at skabe de helt rigtige rammer for den slags sammenkomster, hvor det hele opstår på samme tidspunkt” lyder det fra Kristine Foss, der oprindelig er designer uddannet på Danmarks Designskole og med denne uddannelse har arbejdet som indretningsarkitekt. Dermed mener hun også, at hun har det rette udgangspunkt for at sætte scenen i et rum, hvor mennesker føler sig godt tilpas og derfor er trygge ved at kommunikere med hinanden, som er hele netværkets idegrundlag.
” Vi kan ikke nøjes med at mødes på nettet i sociale netværk, vi bliver nød til at mødes i det virkelige liv,” pointere Kristine Foss, der nu har drevet sin netværksvirksomhed på denne lidt uformelle måde lige ved 10 år. Konceptet har været det samme, simpelthen fordi det har vist sig at virke, og det samtidig bevarer loyaliteten blandt netværksmedlemmerne, lige som der også hele tiden tiltrækkes nye medlemmer.

Modebevidste

Betegnelsen ”in-mødestedet for morgendagens ledere” som overskriften på denne artikel kalder netværket, er ikke helt ved siden af, da kriterierne for at være medlem i Fosscircles er, at man er unge/moden, har en højere uddannelse, er beslutningstager og meningsdanner. Dertil skal medlemmerne være modebevidste forbrugere, der reagerer på ”word of mouth”, dvs. at de er mentalt klar til at rykke. Optagelse i Fosscircles sker desuden ved anbefaling fra andre medlemmer, hvilket ifølge Kristine Foss kvalitetssikrer medlemskredsen. Eller som hun selv siger til medlemmerne: ” You set the standard”

Uændret koncept

960 medlemmer er kommet igennem nåleøjet til ”Fosscircles”, hvor der betales fra gang til gang, men ikke er et egentligt medlemskontigent. Denne lidt uformelle stil i mødeaktiviteten arbejder Kristine Foss imidlertid netop nu på at formalisere, således at der i fremtiden bliver indført et medlemskontigent. Men konceptet for netværket ændres ikke af den grund, og idegrundlaget om, at mødes med et åbent og nysgerrigt sind i afslappede rammer vil også bestå helt uforandret.

Kristine Foss er ikke tilbageholdende med at løfte en lille smule af sløret for, hvad der gør hendes netværk så unikt. Det er efter hendes opfattelse to små ord: respekt og oprigtighed. Sådan møder hun sine medlemmer og dermed lægges der en tone i netværket, som alle kan lide og gerne vil deltage i.

Almen dannelse

Kristine Foss mener ikke, at det er en særlig spirituel måde at gribe organiseringen af netværket an. Efter hendes opfattelse er der blot tale om det, som hun betegner som almen dannelse, som når alt kommer til alt, er den måde som alle mennesker godt kan lide at omgås med hinanden på. ”God attitude” kalder hun det også, idet hun har defineret fem gode regler til medlemmerne om, hvad god attitude er.

De fleste af os kender situationen – en reception eller måske en fest hos en bekendt, hvor man kender absolut ingen. Minglerne sniksnakker sig igennem timerne, har det sjovt og lærer tilmed en masse spændende mennesker at kende. Vi andre prøver at ligne en plante eller et glas hvidvin, mens vi tæller minutterne. Men fortvivl ikke, for der er masser af teknik i at mingle….og frem for alt skal du lære ordet smalltalk.

Ideen til artiklen her tager sin begyndelse ved netop et af den slags arrangementer, som det forventes, man kommer til i arbejdsmæssig regi,, men hvor man ikke rigtigt kender nogen…og derfor ender med at stå længe og prøve at se ud, som om man falder heeeelt naturligt ind i festen.
Men måske kan det rent faktisk lade sig gøre at have det enormt sjovt til en kedelig reception – og måske kan man lære nogle nye mennesker at kende, som senere introducerer én for nogen, de kender – og efter lidt tid er man rent faktisk blevet en naturlig del af festen.
Sådan fungerer det i hvert fald for Kristine Foss, en af Københavns helt store netværkere.
Hende får jeg kendskab til, fordi jeg mingler lidt med en kollega fra en anden afdeling, som hører om min artikel-idé. Han kender en, der kender Kristine og hendes sociale netværksarrangementer. Første skridt: Jeg mailer til ham, der kender hende, der kender Kristine, og kort tid efter har jeg hendes nummer.

MINGLER UDEN FORMÅL

Kristine Foss er en åben og overskudsagtig type, der straks foreslår, at vi mødes på en café for at sludre om at networke, og allerede her slår det mig, hvorfor jeg ikke selv har et kæmpestort netværk – jeg havde nemlig planlagt et telefoninterview, men lesson number 1 er selvfølgelig, at man skal ud i livet og møde de andre.
”Det er supersjovt at møde nye mennesker, hvis man er lidt nysgerrig. Du får kontakt med nogen, der kan noget andet end du selv, og som måske kan fortælle en sjov historie. Jo flere mennesker, du har en god relation til, desto større støtte og hjælp kan du få på sigt. Det er vigtigt ikke at forvente noget, men ofte får jeg mit engagement gengældt” fortæller Kristine Foss, der betragter sig selv som en ubevidst networker.
Det vil sige, at hun ikke går til diverse sociale arrangementer med et bestemt formål som at få nyt job, en kæreste eller lignende, men derimod husker på de mennesker, hun har mødt gennem tiden, for på et tidspunkt kan hun så msåke hive fat i dem for at få hjælp.
Men hun elsker også disciplinen at mingle, fordi hun på den måde får tilfredsstillet et slags Kirsten Giftekniv-gen.
Det giver mig et kick at præsentere nogen for hinanden, som viser sig at have noget til fælles …og ved du hvad, du skulle da komme til mit næste netværksarrangement. Expat. Så kan du jo selv prøve at mingle lidt,” foreslår hun og fortæller om dengang, hun præsenterede to for hinanden, som nu er gift.
Det er jo i grunden sdt af hende at invitere mig med, for Kristine Foss´sociale aktiviteter, der er samlet under navnet FossCircle, er ikke sådan noget, der bliver annonceret nogen steder. Det er helt i tråd med emnet noget, man hører om og bliver inviteret til via sit…ja, netværk velsagtens.

FÆLLES REFERENCEPUNKT

Expat er for udlændinge og danskere, der har været bosat i udlandet, og det foregår denne gang på Custom House. Et taknemmeligt sted at mingle-debutere, da alle er her med samme formål – nemlig at lære nye at kende på tværs af landegrænser og sprog.
Det er lidt af en overvindelse at gå direkte hen til nogen og begynde at smalltalke. Og så alligevel ikke, for jeg følger Kristines råd om at finde et fælles referencepunkt at åbne med. Pludselig virker det helt legalt at spørge folk, om de har været til Expat før. Eller hvorfor de er her i aften. Samtalerne er korte og relativt præcise, men uden at kamme over i alt for fokuseret seriøsitet. Værtinden Kristine præsenterer mig for en fyr (lesson number 2 – altid introducere), som arbejder på den amerikanske ambassade. Hun beskriver ham som ”super-networker”, og han siger det samme om hende. ”det er vigtigt at networke uden konkret formål, da det ellers bliver kunstigt. Jeg tror, man skal have det naturligt i sig, det har ikke noget at gøre med nationalitet. Jeg kommer fra Washington, hvor ALT afhænger af din evne til at mingle – det er sådan, du får job, venner og noget at fordrive fritiden med”
Han giver mig sit visitkort, og jeg returnerer med mit (lesson number 3), vel vidende, at vi efter min mening ikke talte længe nok til, at jeg ville føle mig tilpas ved at ringe ham op og bede om hjælp engang i fremtiden. Kristine Foss sender mig efterfølgende en mail, hvor hun siger tak for sidst (lesson number 4) og henviser til to andre i sit netværk, som hun mener, vil være oplagte at interviewe om emnet.

SPEEDMEETING
Efterhånden får jeg talt med en del mennesker om min artikel – og alle har en mening. Nogle hader at mingle, andre elsker det. Én ting er sikkert, man kommer ikke uden om disciplinen smalltalk – i hvert fald ikke, hvis man vil have succes som mingler.
Det mener kvinden bag det succesfulde koncept Running Dinner , Michelle Hviid. ”hvis man ikke kan smalltalke, kan man hverken mingle eller networke”, fastlår hun. Og til dem, der med dén hodning med det samme mister håbet, fortsætter Michelle: ”Du kommer jo sjældent nogle vegne med at gå direkte til én i byen og sige; 2Du ser godt ud, skal vi knalde!”  Heldigvis kan alle lære at smalltalke, og man kan øve sig med helt simple virkemidler, som også kendes fra salgssammenhænge” Med gode smalltalk-evner …………………………………….

IT-iværksætterne havde før det store dotcom-crash deres First Tuesday-møder, hvor iværksætterne og investorerne mødtes og netværkede – fagligt og socialt.
Den nye kreative klasse af unge i 30´erne har fået et tilsvarende mødested at netværke på det faglige og sociale plan. Det er Fredagsbaren, der er startet af designeren og iværksætteren Kristine Foss for fire år siden og fungerer i den samme løse struktur som First Tuesday. Møderne finder sted på skiftende trendy steder i København, hvor den kreative klasse i forvejen har der gang – Hotel Sankt Petri, Hotel Admiral, Cafe Aporta, Park – for blot at nævne nogle enkelte af de steder, hvor Fredagsbaren har været holdt.

E-mailinvitationer

Der er heller ikke noget fast system i, hvornår arrangementet finder sted. En invitation med mødedato sendes ud med e-mail to-tre uger inden. Mødestedet offentliggøres først to dage inden arrangementet, hvor de udvalgte deltagere også får et varsel pr. mail. Denne uforudsigelighed giver arrangementerne en duft af noget nyt og spændende hver gang. Ifølge Kristine Foss, der har fået Morten Drastrup med i kompagniskab om Fredagsbaren, deltager 2-300 hver gang ud af ca. 700 potentielle deltagere. Rekrutteringen foregår ved anbefaling på den måde, at Kristine Foss og Morten Drastrup oprindelig har inviteret deres venner, som så har inviteret deres venner osv.

Kosmopolitter letter

Det seneste arrangement i Fredagsbaren foregik i Kunstforeningen på Gl. Strand i København, hvor både de indendørs kunstudstillingslokaler og udendørs lokaliteter i gården blev taget i brug – i den rette kreative stemning, da kunstforeningens lokaler netop i øjeblikket lægger vægge til Exit-udstillingen med Akademiets afgangselever.
Fredagsbarens succes har givet stødet til et nyt initiativ for den kreative klasse – Flying Cosmoes, som henvender sig til kosmopolitter, der er vant til at rejse og arbejder meget og derfor gerne vil holde korte, intense ”brakes” med ligesindede mennesker. Første tur bliver på springende geysere, da rejsen går til Reykjavik i Island.

Sejlklubber, sangerfællesskaber og scoreforeninger. I kampen for at møde nye mennesker – og måske finde en kæreste – kaster flere og flere sig ud i nye interesser, for hvordan mødes man ellers? Igennem tre år har en voksende flok københavnere mødtes om det at møde hinanden, og for initiativtageren Kristine Foss er det en succes.

Der sidder 120 mennesker på Base Camp. Det er lørdag formiddag, og umiddelbart ser det ud, som om de kender hinanden.
Hjemmevante finder de plads i sofaerne for at høre Naser Khader holde foredrag, men ser man nærmere efter, kan man se at en stor del af dem lidt usikkert lader blikket glide hen over forsamlingen for at se, hvem de andre er.
For en stor del af de 120 mennesker, der er mødt op, kender slet ikke nogen i forvejen. De er her alene, fordi københavnerpigen Kristine Foss for tre år siden fik en idé som hun siden har ført ud i livet igen og igen.
Hvordan møder man nye mennesker? Hvordan udvider man sin bekendtskabskreds uden nødvendigvis at skulle vælte sig i sejlklubber, sangerfællesskaber og scoreforeninger? Og hvordan sikrer man sig alligevel, at alle disse helt nye og ukendte mennesker har bare lidt til fælles med den verden, man selv lever i? Og nåja – når alt det er sagt – hvordan finder man en kæreste, hvis man er alene?

Ikke bare for at kysse

De spørgsmål sad Kristine Foss og tumlede med for tre år siden, efter hun havde tilbragt en periode i først Norge og bagefter Paris, hvor hun mente at have oplevet, at kontakt til nye bekendtskaber var nemmere at etablere.
Hjemme igen tog den dengang 28 årige på-vej-til-at-blive-designer en beslutning om selv at gøre noget ved tingene, og i de mellemliggende tre år er det blevet til fægtelektioner, selvguidede ture på Louisiana, søndagsbrunch, gåture, besøg på Planetariet og selvarrangerede kirkekoncerter.
Det meste af det oplevelser, som det ville være naturligt at kaste sig ud i med venner eller kæreste, men Kristine Foss har hver gang udvidet sin – og andres – vennekreds med sine ideer.

Kun på anbefaling
”Først ville jeg udelukkende lave arrangementer om søndagen og om eftermiddagen, for selv om jeg faktisk var lidt desperat efter at få en kæreste, så gad jeg ikke, at det skulle være en singleklub, hvor vi bare mødtes for at drikke os fulde og score. Man skulle også have lyst til faktisk at møde nye mennesker” fortæller hun.
Men Kristine Foss fortæller med et grin, at hun måtte sande, at det især var svært at få mænd til at dukke op til arrangementerne, hvis ikke de involverede en afskygning af fest om aftenen bagefter.
I dag er De Enestående hverken en klub eller en forening, men hen over de sidste tre år har det udviklet sig til en slags bekendtskabskreds, der udvides, hver gang Kristine Foss tager initiativ til et arrangement.
Selv bedyrer hun, at det ikke er nogen egentlig single-ting, men udgangspunktet for overhovedet at være med er, at man er uden kæreste – og især at man kender nogen i kredsen, så man ad den vej bliver inviteret.
”Hånden på hjertet – uanset hvor gerne man vil møde nye potentielle venner – og såmænd også nye potentielle kærester – så gider man jo ikke møde hvem som helst, og jeg har aldrig haft intentioner om, at det skulle blive en offentlig klub, hvor man bare kunne melde sig ind. Derimod oplever jeg, at der er en slags tryghed og fællesskabs i fornemmelsen af, at vi på en eller anden måde voucher (dækker ind red.) for hinanden fordi vi jo har inviteret hinanden med, mår vi mødes” fortæller hun.

Glemte alt om kæresteri.
I denne uge kunne Kristine Foss sammenrend af De Enestående mennesker fejre, at hun i tre år har kunnet blive ved med at finde overskuddet til at samle mennesker i nye konstellationer, og sidste uges arrangement bar præg af, at Enestående fra flere årgange var mødt op for at hylde ideen. Så mod de normalt 15 mennesker en søndagsbrunch har kunnet samle eller de omkring 40 mennesker, der er mødtes omkring fægteundervisning og efterfælgende fest, så mødtes 120 på Base Camp til en Enestående dag.
Som alle de andre gange var festen først det, der skulle ske om aftenen, og i løbet af en formiddag tog hold på 10 personer ud på opdagelse som vinterbadere, opvaskere på Christiania, balletdansere på Det Kgl. Teater, botanikere på en vandbus og meget andet for at skilles til festklargøring med en lidt tydeligere fornemmelse af nye bekendtskaber.
Som en af festdeltagerne sagde, da middagen gik over dugen på ABC-Teateret samme aften, ”så glemte man jo hurtigt alt om kæresteri, fordi det var så sjovt at møde nye mennesker”
Og vel var der lir i luften, da den levende musik lokkede selv de mindst danseduelige på dansegulvet, og netop fordi det var en slags jubilæumsfest, var det muligt at se frugter af tidligere Enestående arrangementer dukke op parvis, men et eller andet sted i oplevelsen var det lykkeligt fortrængt, at det var udgangspunktet.

Bliver ved trods kæreste.
Kristine Foss ligner selv en happy end på singletilværelsen. I et år har hun været kæreste med Henrik og flere gange har hun overvejet, om ikke de Enestående havde fået nok, men indtil videre kan hun ikke få sig selv til at stoppe legen.
” Jeg har en del par-venner, som bliver ved med at plage for at komme med til arrangementerne, for de har hørt, vi har det kanon sjovt, men det er stadig ideen, at folk skal være single for at være med. Og med de tilbagemeldinger jeg får hver gang, så bliver jeg nok ved lidt endnu”, siger de Enestående udelukkende er en fritidsforetagelse ved siden af det gangske almindelige fuldtidsarbejde.